Vækst? Udvikling!
Efter at vi i første del har set på, hvad der sker, når læringen og udarbejdelsen af nye distinktioner og begreber opgives på halvvejen, vender vi os i anden del mod de virkninger, der blev nævnt i begyndelsen, og som følger, når eliter, der stræber efter multidimensionel tværfaglig innovation, ikke finder tilstrækkelig støtte.
I den forbindelse har vi brug for yderligere to begreber: Vækst og udvikling.
Vækst?
Ud fra et matematisk perspektiv betyder vækst en forøgelse af en mængde eller et antal. Vi taler således om vægtforøgelse, om vores børns størrelse og i økonomisk sammenhæng bl.a. om “bruttonationalproduktet”.
Begrebet “bruttonationalprodukt” er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med vores samfundsliv, hvis vi lader usystematiske økonomiske begreber tilsidesætte vores behov for en økonomi til fælles bedste: Der er nemlig en stor forskel imellem social levestandard og social livskvalitet. En person kan være rig, men uden venner i nød er han et fattigt menneske.
En god økonomi er altid bæredygtig, altid orienteret mod det fælles bedste, har altid kundernes likviditet for øje, tænker altid systemisk, ellers er det ikke en økonomi, men blot et røverbaroni. Røverbaroner har altid ekskluderet sig selv socialt, og det er netop denne manglende indlejring af deres levestandard i hele samfundets livskvalitet, der har ført til deres undergang.
Bruttonationalproduktet giver således kun få nyttige oplysninger om samfundets livskvalitet. Den beskæftiger sig ikke med levevilkårene i samfundet, men med produktion af varer og tjenesteydelser, uanset om de tilfører samfundet merværdi eller ej. Derfor produceres der i dag en masse ubrugelige ting, som retfærdiggøres med vækst, og som virkelig giver os problemer.
Uanset om produkterne fungerer bæredygtigt eller ej:
Vækst interesserer sig ikke for ressourcespild. Tværtimod er vækstorienterede virksomheder interesseret i at udvikle flere og flere farverige og selvudnyttende fortællinger til forbrugsfremmende markedsføring for at holde motoren til konstant vækst kørende.
Paradokset i dette fænomen, at menneskelig arbejdskraft bruges til at fremstille ikke-bæredygtige produkter til forbrug og tidsfordriv, som de samme mennesker ikke har tid til at beskæftige sig med på en værdsættende måde, er lige så bevidst i den vækstorienterede økonomi som de mennesker, der forbinder deres egne ideologiske impulser med disse fortællinger.
På denne måde griber den vækstorienterede økonomi stadig dybere ind i menneskers mest intime livsområder og ødelægger ikke blot naturen og dermed sig selv på lang sigt, men fordærver også menneskers adgang til sig selv og til andre.
En bæredygtighedsorienteret økonomi er en økonomi, der er orienteret mod menneskelige behov, og som ikke kun varetager eksistentielle interesser, men også sikkerhedsrelaterede og personlige og sociale udviklingsinteresser. Det er kendt fra fattigdomsforskningen, at mennesker kan miste op til syv IQ-point under konstant eksistentielt pres – noget, der er forståeligt for enhver, der nogensinde har måttet håndtere eksistentielt truende omstændigheder over en længere periode.
Hvis køleskabet er fyldt, der er masser af valgmuligheder, og der er tid nok til hobbyer og uddannelse, kan mennesker være mere afslappede i forhold til socialt samvær, om ikke andet så på grund af mindre psykologisk stress. Men hvis begge forældre arbejder otte timer om dagen, og pengene knap nok rækker til det allermest nødvendige, og der næsten ikke er tid eller penge tilbage til familien, til fritidsinteresser og uddannelse, selv efter alt det arbejde, der stadig skal udføres for familien, betyder det i sidste ende ikke kun for den enkelte, men også for samfundet som helhed et stigende stressniveau, stigende uproduktive konflikter og stigende modvilje mod uddannelse og innovation.
Vækstorienterede velstandssamfund afspejler ikke det hele menneskes behov, og som historien i mange lande, herunder Danmark og Tyskland, viser, svarer disse samfunds systemtid ikke til deres krisetid, men halter mindst to generationer efter den.
Det faktum, at vækstorienterede tredjeverdenslande og vækstøkonomier, der er globalt kapitalistisk motiveret/inspireret, bogstaveligt talt er tvunget til at følge disse aldeles usunde eksempler, hvor børnene også bruger mere end halvdelen af deres dag på arbejde og for at bidrage til familiens overlevelse, i stedet for at bruge dagen på systemisk læring og sociale aktiviteter, skaber ikke meget håb om, at de kommende store kriser stadig kan overvindes i tide. Den økonomiske sektor behøver jo “kun” lære at være en god økonomi i stedet for at udnytte samfundets medlemmer.
At se vækstorienteret økonomi med Piagets øjne, som antog, at troen på magi var et tegn på den barnlige og ikke den voksne psyke, betyder, at man skal anerkende vækstorienteret økonomi som barnlig, ikke kun fordi dens naive “magi” ikke virker i det lange løb, men også fordi voksne konstruerer virkeligheden i en fælles ansvarlig orientering (Peyn/Peyn 2017, pers. komm.).
Med hensyn til desillusioneringen af den vækstorienterede økonomi bør det også siges, at velfærdssamfund skal lære at skelne mellem arbejdsløshed med negativt fortegn og arbejdsløshed med positivt fortegn.
Med andre ord kan arbejdsløshed være et ønskværdigt fænomen i velstående samfund (Peyn/Peyn/Dr. Irmela Nagel, 2018, Argumente für den schrittweisen Um- und Abbau von Harz IV ) – men et prekariat med mere end 13 millioner mennesker som i Tyskland er det ikke. Arbejdsløshed med et positivt fortegn bør være en afslappet arbejdsløshed, hvor interessen naturligt kan vokse og føre til politisk engagement, som Hannah Arendt foreslog, ikke dette socialt forstyrrende klassesociale prekariat, hvis økonomiske funktion primært består i at forbruge billige produkter, der er skadelige for klimaet.
Det hele fungerer som et kynisk, mærkeligt loop, der er resultatet af subsidier og handelsaftaler, der tidligere er skabt ud fra kortsigtede efficiens- og vækstambitioner, som har betydet, at gunstigere produktionsvilkår også kunne føre til billige produkter, mens de har nedlagt indenlandske arbejdspladser og gjort selvforsørgende i andre lande til udnyttede daglejere, der nu igen lever på eksistensminimum.
Vækstorienteret økonomisk aktivitet skal forstås som et tosidet sværd:
På den ene side er der utvivlsomt alle de behagelige aspekter af at leve i velstand, som på den anden side opnås på bekostning af dem, der ikke er en del af dem.
Vækst
Velstand ← Afslappet Stresset → Fattigdom
Udvikling!
Udvikling skal forstås som en beskrivelse og evaluering af kompetence og præstationer, for kompetence og præstationer finder ikke sted socialt uden at beskrive og evaluere, ligesom vi kan tale om ting i lang tid: Så længe beskrivelse og evaluering ikke henviser konkret til kompetence og præstation, giver det kun mening at tale om “udvikling” på papiret. Udvikling kan bl.a. kendes på, hvordan mennesker håndterer det, de har til rådighed, og hvad de ved, hvad de kan gøre med det, de allerede har.
Således kan man naturligvis beskylde mennesker fra indfødte etniske grupper for at være primitive og uuddannede, eller man kan anerkende, at de har alle de nødvendige færdigheder til at producere alt det, de har brug for, ud fra det, de har at tilbyde, i relativt ubekvemme omgivelser og uden at ødelægge deres økosystem på en sådan måde, at fremtidige generationer ikke vil være i stand til at overleve – noget, vi stadig kan lære meget af, når det gælder om at opbygge bæredygtige og fremtidssikrede velstandssamfund.
At antage, at hvis man begynder at overøste denne menneske med den “materielle velstand”, som vi kender, vil det direkte bidrage til hans eller hendes udvikling, kan ikke kun føre til fænomener som “cargokult”, men også til tab af nyttig og kriserelevant viden – ja, mere endnu: historien har gang på gang vist, at sådanne kulturer kan degenerere og endda forsvinde som følge heraf.
Hvad dette tab kan betyde, kan forklares ved hjælp af følgende eksempel:
Forestil dig en enorm elektromagnetisk storm fra solen, der rammer det vestlige velfærdssamfund i mere end tre dage. Fra det ene øjeblik til det næste er elektriciteten væk. De sædvanlige forsynings- og kølekæder bryder sammen. Intet internet, ingen mobiltelefoner, intet tv og ingen radio. På grund af den tabte viden om kriserelateret viden ville dette samfund i løbet af få timer befinde sig i borgerkrigslignende undtagelsestilstande, fordi dets borgere aldrig har lært at arbejde resilient og konstruktivt og kooperativt for det sociale fællesskab i sådanne situationer.
Det bliver særligt vigtigt at indse, at vækstorienterede samfund har det svært ved at tænke socialt og bæredygtigt udviklingsorienteret, hvis vi også tager hensyn til, at en robust, konstruktivt-samarbejdsorienteret social-samfundsindsats i krisen måske stadig kan fungere i landsbyer, men bestemt ikke længere i megaplexen.
Udvikling er et ubehageligt og hårdt arbejde, som modnes ved konflikter.
Udvikling er en individuel mental proces, som ikke kan overtages af andre, men som skal ske socialt og i en symbiotisk form af rekursion, fordi mennesker, virksomheder og samfund ikke kan udvikles direkte: De udvikler sig selv og tager borgernes samarbejds- og konfliktvilje som en stimulans til dette. Det er dem, der leverer ideerne og arbejdskraften til udvikling af socialt relevante samfundsmæssige arkitekturer.
Det betyder: Jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og indsatsorienteret det enkelte menneske er, jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og bæredygtigt indsatsorienteret er samfundet – som dermed er i stand til at producere det, der er nødvendigt, og som menneskene har brug for, uden at det skader tredjemand.
For at opnå dette er der behov for et højt niveau af konflikthåndtering, som kun kan opnås af virkelig frie borgere og arbejdstagere, der formår at regulere deres egne ideologiske og opportunistiske impulser. Hvis sådanne borgere og medarbejdere mangler, vil konflikter, der opfattes som ubehagelige og som bør opstå hvor der tænkes på det væsentlige, i det lange løb være fraværende. Dermed udvikles kompetencerne kun inden for rammerne af systemer, der betinger hinanden gennem middelmådighed.
Vi kan genkende sådanne systemer ved, at de ikke længere kan frembringe produkter, tjenesteydelser, politikker, love og videnskabelige resultater, som faktisk har en langsigtet samfundsmæssig merværdi.
Disse systemer har udemokratiske tendenser, som i sidste ende bliver totalitære, fordi de, der kan bryde igennem disse tendenser, bliver mobbet og udelukket af personer, der er bange for deres egne sociale konsekvenser.
Bæredygtige, levedygtige samfund har imidlertid ikke denne frygt. Det er interessant at se, at borgerne i f.eks. Finland, som har et uddannelsessystem, der fremmer lærelysten, har stor tillid til deres egen regering. Det hænger sammen med, at finnerne arbejder kollektivt, ikke kun på et økonomisk vækstsamfund, men fordi deres systemiske uddannelse hjælper dem med at integrere andre værdier. Mennesker, der har ret, tid, uddannelse og velstand til at beskæftige sig med andre vigtige ting end arbejde, er mindre mistroiske, om ikke andet fordi de er bedre i stand til at bedømme deres eliter.
Omvendt har systemisk dårligt uddannede mennesker med for lidt tid og endda uden ret til en sådan uddannelse og velstand tendens til at være meget mere mistroiske over for deres eliter, fordi de er mindre i stand til at stole på sig selv, og fordi de har tendens til at opdrage eliter, som også har fortjent deres mistillid.
Det afgørende ved samfund, der går amok på denne måde, er, at de i stigende grad har en tendens til at udelukke netop de mennesker, der kan hjælpe dem ud af dette vanvid: mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, polymaterne og de millioner af børn, der er født som autodidakte.
Mønstret er ikke nyt: Historien er fuld af mennesker, som samfundet – og desværre heller ikke deres medmennesker – ikke havde mod til at værdsætte resten af deres liv. For blot at nævne nogle få navne: Tesla og Cantor er blot to af dem, og Niels Bohr måtte bruge hele syv år på dørsalg og markedsføring for sin kvantefysik.
Det er i dag vigtigere end nogensinde før at finde og fremme ekstraordinære elitemennesker og teams i lyset af de ekstraordinære udfordringer, der følger med klimakrisen – for de finder sted i så komplekse systemer, at vi får brug for alt det, som evolutionen har lagt i os, for at imødegå disse udfordringer på en modstandsdygtig og bæredygtig måde.
Men med den stigende standardisering i industri og uddannelse som følge af fokus på efficiens og hurtigere vækst er mange mennesker mindre og mindre i stand til at tænke i sammenhænge – noget, der i sidste ende også førte til, at den geniale Jacque Frescos egocentrisme ikke blev socialt imødekommet for omvendt at fremme hans store ideer: Han blev simpelthen isoleret socialt i stedet for at udnytte disse potentialer. Og selv i dag, fem år efter hans død, er der næppe nogen genkendelige opfølgningsprojekter, fordi efterfølgerne ikke kan bevæge sig på det faktuelle plan og i stedet fortsætter med at ideologisere på det relationelle plan.
Især i den nye æra, som vi er trådt ind igennem sammenfaldet af algoritmisering, digitalisering, netværk og globalisering (Peyn/Peyn, 2018, Wirklichkeitsemulation), forhindrer manglende investeringer på de nødvendige steder i uddannelsesformer fortsat akutte løsninger, der er relevante lige nu i lyset af de kommende metakriser (Bjorkman Tomas, 2020, Understanding the meta-crisis and metamodernism).
Udvikling
Elite ← Ubekvem Bekvem → Masse
Resumé og perspektiver
Peter Drucker og Russell L. Ackoff (Ackoff Russell L., 1994, The Democratic Corporation) argumenterede for, at det er vigtigere at gøre de rigtige ting, selv om det i første omgang indebærer en ekstra indsats på mellemlang sigt og ofre på kort sigt, end at forsøge at gøre de forkerte ting mere rigtigt, hvilket vi også ved altid vil føre til de samme systemiske sociale problemer, der ødelægger levevilkårene på lang sigt.
At tænke systemisk socialt betyder i denne forstand at gøre det rigtige: konsekvent at udvikle løsninger for samfundsmæssig merværdi systemisk multidimensionalt og ud fra fremtidsperspektiver, for hvis man ikke gør det, betyder det bl.a., at man uhindret lader konditioneringen til kortsigtet kontinuerlig øget efficiens få frit løb, hvilket har den konsekvens, at ikke blot perspektiverne for den langsigtede samfundsudvikling går tabt, men også at demokratierne og menneskerettighederne yderligere nedbrydes, hvis samfundet tillader røverbaroner uhindret at udnytte velstandsmasserne til deres kortsynethed.
For at kunne modvirke demokratiernes og menneskerettighedernes forfald skal samfundet skabe nye sociale samarbejdsarkitekturer, der forebyggende modvirker cyklisk tilbagevendende problemer og desuden gør det muligt for dets medlemmer at frigøre sig ud fra et frihedsetisk perspektiv. Det er derfor, at samfundet – og fordi det ikke kan gøre dette gennem sine bekvemme masser – er afhængigt af eliter, der kan tænke reduktionistisk og komplekst, fordi det er de to tænkefærdigheder, der garanterer, at det globale samfund i et stadig snævrere beslutningsrum ikke ender i katastrofale tilstande gennem metakriser som dem, der opstår som følge af klimaændringerne, og som får selv dystopier som i Hollywoodfilmen “Elysium” (Blomkamp Neil, 2013) til at ligne en børnefødselsdag.
Det er mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, polymaterne og autodidakterne, de ubehagelige og reflekterende forstyrrere, hvis produkter og tjenester samfundet er afhængigt af og nu må lære at støtte, fordi det er dem, der kan garantere, at menneskelig kreativitet, menneskelig empati og menneskelig socialpolitisk bevidsthed kan udvikle sig. Og fordi det er dem, der bidrager til den højere dimensionering og differentiering, som, hvis samfundet formår at støtte dem og få dem til at arbejde for sig selv på en integrativ måde, vil muliggøre en ny superintelligens i bred skala, som er afgørende for civilisationens og samfundets overlevelse.
Et produkt, som efter min mening kan sætte mennesker i denne position i stand til at skabe ny superintelligens og klarhed globalt med hurtig virkning, og som samtidig skaber forudsætninger for, at den enkelte kan lære at uddanne og frigøre sig systemisk globalt, og hvorfra nye topresultater for samfundsmæssig merværdi så kan opstå, er FORMWELT, som er baseret på 30 års forskning af Gitta og Ralf Peyn. For at sikre en sådan succes afhænger noget sådant af samfundets vilje til at støtte det, som er interesseret i systemiske og multidimensionelle løsninger for social merværdi og udvikling, der konsekvent skabes ud fra et fremtidsperspektiv.
En sådan interesse kan kun blomstre i samfund, der reflekterer på den måde, som jeg foreslår.
Vidste du at?
At denne artikel blev offentliggjort af et anerkendt tysk videnskabeligt fagforlag? Du kan læse den her som original.
Literatur:
G.Peyn, R.Peyn, Dr. Irmela Nagel, 2018, Argumente für den schrittweisen Um- und Abbau von Harz IV
G.Peyn, R.Peyn, 2017, Unveröffentlichter Artikel, persönliche Vorabeinsicht 2021
G.Peyn, R.Peyn, 2018, Wirklichkeitsemulation – zum Begriff
Ackoff Russell L., New York 1994, The Democratic Corporation
Anbefalinger til yderligere læsning:
Wirklichkeitsemulation – Zum Begriff, Gitta Peyn, 2018
Wirklichkeitsemulation! (M)ein Weckruf urbi et orbi (Teil 1), Gitta Peyn, 2018
Wirklichkeitsemulation! (M)ein Weckruf urbi et orbi (Teil 2), Gitta Peyn, 2018
Argumente für den schrittweisen Um- und Abbau von Harz IV, Gitta Peyn, 2018
Turning Learning Right Side Up, Russel L Ackoff, Daniel Greenberg, 2008