Når samfundet ikke længere er i stand til at følge og støtte nye eliter, der stræber efter innovation (y Gasset, 1964, Massernes oprør), mister det både sine egne evner til at differentiere og dimensionere komplekse sammenhænge, fænomener og faktuelle forhold.
For at gøre dette forståeligt for alle vil jeg først fokusere på, hvad der sker, når man allerede i processen med at lære og udarbejde nye distinktioner og begreber giver op på halvvejen.
I Danmark, for eksempel, skelner de fleste konsulenter, virksomheder og endda uddannelsesinstitutioner sjældent mellem efficiens og effektivitet. Faktisk er effektivitet i Danmark et homonym for begge begreber – med konsekvenser for både fremtidens kompetencer samt samfundets udvikling.
Dog er både efficiens og effektivitet klart forskellige med hensyn til funktion og virkning og kan derfor ikke blandes sammen under ordet effektivisering.
Den sande betydning af efficiens
Selv læsere, der kun foretager sig en kortfattet undersøgelse, vil hurtig opdage, at efficiens handler om at vurdere sparsommelighed.
Typisk for alle efficiensvurderinger er, at der evalueres input-output-relationer på en eller flere på hinanden følgende processer. Det vil sige, at en form for input sammenlignes med output og dets præstation, og derimellem foregår der en transformationsproces fra selve input til output.
- Return of investment
- Break-even
- Cost-Benefit
- Produktivitet
- …
Derfor kan den størst mulige efficiens opnås, hvis de tilsvarende kompetencer fører til succes i denne transformationsproces, som så skal måles i forhold til følgende kvalitetskarakteristika:
- Hver proces kører tabsfrit og uden nedetid, dvs. hver proces repræsenterer den maksimale værdiskabelse
- Alle muligheder og midler, der kan føre til en yderligere reduktion af indsatsen (hvem, hvad, hvornår, hvor mange og hvordan), er allerede udtømt
Dette lykkes, fordi relevante data ikke kun indsamles, men også evalueres.
Denne evaluering fører efterfølgende til nye hypoteser og eksperimenter, gennem hvilke nyt viden og kompetence opnås og metodisk fastholdes, som er nødvendige for at øge efficiensen. Med passende øvelse bliver dette naturligvis bedre over tid.
Denne omstændighed gør efficiens til en kvalitativ vurdering af vores kompetencer med hensyn til økonomisk brug af naturlige ressourcer, vores håndværksmæssige færdigheder, men frem for alt vores klarhed i tanke, som gør det muligt for os at arbejde mere præcist og udtrykke os klart.
Med andre ord bliver vi bedre over tid, og det lykkes os at løse vores opgaver mere korrekt (rigtigere) med tiden.
Ved at løse opgaverne mere korrekt over tid, kan vi naturligvis forhindre, at værdifulde ressourcer går til spilde på grund af uklarheder og upræcist arbejde, og i endnu højere grad forhindres der unødvendige omkostninger, da mindre bliver gjort forkert.
Dog kan vi heraf ikke konkludere, at det nu er en god idé at ignorere alt andet med et tunnelsyn på efficiens. “Rigtig” og “funktionelt” er nemlig slet ikke det samme.
Efficiens
Gøre tingene rigtig(ere) ← Præcis Uklar → Gør tingene forkert(ere)
Tanke- og adfærdsmønstre læres eksperimentelt fra barnsben og gennem akkommodation og assimilation i komplekse rekursive former. Det vil sige igennem at prøve sig frem, tilpasse og gentage processen i et mønster, der bygger på sig selv.
Særligt vellykkede læringsprocesser bliver til energibesparende automatismer og vaner for os. Dette har vist sig at være en evolutionær fordel, især i livstruende situationer, da automatismer giver os en følelse af sikkerhed i hverdagen.
På den anden side udløser denne form for sikkerhed indlæringssmerter, frustration og modvilje mod det nye, og det der først skal læres og tilegnes under modtryk af usikkerhedsabsorptionsbehov.
Som enhver systempraktiker ved, kan selv koncentrationslejre organiseres systematisk og efficient da efficiens begrebet ikke indeholder nogen form at etisk værdi. Efficiens er kun en målestok, ikke en vurdering af dens etiske værdi.
Hvis man derimod forsøger at konstruere en etisk værdi ud fra den, kan der opstå (utilsigtede) udnyttelsesfænomener, som kan føre til fatale følgefejl og belastende butterfly-effects selv i økonomisk konstruktive miljøer:
- Overakademisering
- Mangel på kvalificerede arbejdskraft
- Fragile forsyningskæder
- Bullshitjobs
- Fastfashion
- Klimakatastrofe
- Krige om ressourcer …
Som vi kan se, er det slet ikke nok at fokusere på efficiens for at frigøre de nye, høje præstationer og den innovation, som samfundet har brug for i dag. Og derfor skal vi se nærmere på den latinske oprindelse af begrebet:
Efficientia -> virkningsfuldhed
Når vi ser nærmere på denne ”virkningsfuldhed”, bliver det nemmere at erkende forskellene mellem efficiens og effektivitet, og forhåbentlig også hvor vi tager fejl i Danmark, når vi taler om ”effektivisering”, som har mere med efficiens end med effektivitet at gøre.
Visdommen bag effektivitet
I modsætning til efficiens, som fokuserer på forholdet mellem input og output og sandsynligheden for at udvikle mere præcise tiltag for at opnå en ønsket præstation, handler effektivitet om effekt: værdien og forholdet mellem den leverede præstation.
For at kunne skelne mere præcist mellem efficiens og effektivitet, er det ikke nok kun at anvende det forretningsøkonomiske perspektiv, da dette ofte fører til, at effektivitet ikke kun kommunikeres uden værdi, men også synonymt med efficiens.
Effektivitet er imidlertid ikke et værdifrit begreb, der er uafhængigt af systemiske sammenhænge og social udvikling.
Organisationer og virksomheder, der fratager effektivitet dens værdi, har en tendens til tankeløst at udtrykke deres mål og ofte udelukkende i tal uden at være klar over, at de træffer en beslutning, der har konsekvenser.
Det er langt mere virkningsfuldt ikke blot at overveje grundigt, hvilke veje der ser effektive ud, at udvikle de tiltag, der er resultatet af den løbende sammenligning af den nuværende tilstand og det planlagte, men også at overveje, hvorfor det netop er disse mål, tal og tiltag og ikke andre, for ikke alt kan retfærdiggøres, endsige retfærdiggøres med vækst.
Når dette ikke sker, opstår der områdeskader og emergensforstyrrelser, der orienterer sig i nærsynethed og som omfatter:
- Bonusprogrammer og performancestyring fra industrialiseringens dage
- Årlige personaleudviklingssamtaler
- Lineære top-down strategiske planlægningsprogrammer
- Dyre kulturprogrammer
- Mobning
- Burnout
- Jobhopping
- …
Denne kortsynethed manifesterer sig i et øget fokus på det, vi har foran os, og tab af større rumlige perspektiver, der kan føre til nye idéer, hvor nye kompetencer udvikles, og hvor vi finder præstationer ud over normen.
Den, der konstant fokuserer på kortsigtede resultater, må finde sig i, at andre erkender, at han/hun ikke er en del af løsningen, men en del af problemet, som i sidste ende fører til udviklingssvigt og forfald.
Det betyder ikke, at vi kan konkludere, at evnen til at tænke på kort sigt og til at håndtere et begrænset råderum er uvæsentlig. Det afhænger altid af konteksten. Kun endimensionelle tænkere sætter det ene udelukkende op mod det andet. Inkluderende tænkere tager hensyn til, at det ikke følger af erkendelsen af, at hammeren ikke er det rigtige værktøj til alt, at man derfor kun skal forsøge at slå sømmet i med en tang.
Eksempel: Turnaround
I en turnaround kan kortsigtede ofre sjældent undgås til fordel for langsigtet succes. En virksomhed, der allerede er i krise, har ikke tid til at tage sig af personlige følsomheder. Hvis den gør det, er omlægningen i fare.
Det samme gælder for carve-outs, hvor den virksomhed, der skal omformes, og som har brugt for lang tid på gamle vaner, manøvrerer sig selv ind i den næste krise ved at spilde tid og på dysfunktionelle kommunikationsrytmer.
Det, der bør følge efter krisen, glemmes ofte på grund af den overdrevne fokusering på efficiens uden relation til effektivitet: nemlig evnen til at træffe beslutninger på en sådan måde, at de ikke kun forbinder det langsigtede med det kortsigtede, men at de sikrer, at beslutningspotentialet øges.
Det er et tegn på visdom at kunne erkende langsigtede virkninger af tænkning og handling og dermed at kunne udvikle foranstaltninger, der ikke blot har en forebyggende virkning, men som også åbner yderligere rum for vækst i performance og innovation.
At gøre det rigtige betyder derfor først og fremmest at være interesseret i langsigtede resultater, der udvider rummet for nye muligheder – en kompetence, som man sjældent finder hos mennesker, der er særligt gode til at håndtere turnarounds.
Effektivitet
Gøre det rigtige ← Omfangsrig Begrænsende → Gøre det forkete
Vækst eller Udvikling?
Efter at vi i første del har set på, hvad der sker, når læringen og udarbejdelsen af nye distinktioner og begreber opgives på halvvejen, vender vi os i anden del mod de virkninger, der blev nævnt i begyndelsen, og som følger, når eliter, der stræber efter multidimensionel tværfaglig innovation, ikke finder tilstrækkelig støtte.
I den forbindelse har vi brug for yderligere to begreber: vækst og udvikling.
Vækst?
Begrebet “bruttonationalprodukt” er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med vores samfundsliv, hvis vi lader usystematiske økonomiske begreber tilsidesætte vores behov for en økonomi til fælles bedste.
Der er nemlig en stor forskel mellem social levestandard og social livskvalitet. En person kan være rig, men uden venner i nød er han et fattigt menneske.
En god økonomi er altid bæredygtig, altid orienteret mod det fælles bedste, har altid kundernes likviditet for øje, tænker altid systemisk, ellers er det ikke en økonomi, men blot et røverbaroni. Røverbaroner har altid ekskluderet sig selv socialt, og det er netop denne manglende indlejring af deres levestandard i hele samfundets livskvalitet, der har ført til deres undergang.
Bruttonationalproduktet giver således kun få nyttige oplysninger om samfundets livskvalitet. Den beskæftiger sig ikke med levevilkårene i samfundet, men med produktion af varer og tjenesteydelser, uanset om de tilfører samfundet merværdi eller ej. Derfor produceres der i dag en masse ubrugelige ting, som retfærdiggøres med vækst, og som virkelig giver os problemer. Uanset om produkterne fungerer bæredygtigt eller ej:
Vækst interesserer sig ikke for ressourcespild. Tværtimod er vækstorienterede virksomheder interesseret i at udvikle flere og flere farverige og selvudnyttende fortællinger til forbrugsfremmende markedsføring for at holde motoren til konstant vækst kørende.
Paradokset i dette fænomen, at menneskelig arbejdskraft bruges til at fremstille ikke-bæredygtige produkter til forbrug og tidsfordriv, som de samme mennesker ikke har tid til at beskæftige sig med på en værdsættende måde, er lige så bevidst i den vækstorienterede økonomi som de mennesker, der forbinder deres egne ideologiske impulser med disse fortællinger.
En bæredygtighedsorienteret økonomi er en økonomi, der er orienteret mod menneskelige behov, og som ikke kun varetager eksistentielle interesser, men også sikkerhedsrelaterede og personlige og sociale udviklingsinteresser. Det er kendt fra fattigdomsforskningen, at mennesker kan miste op til syv IQ-point under konstant eksistentielt pres – noget, der er forståeligt for enhver, der nogensinde har måttet håndtere eksistentielt truende omstændigheder over en længere periode.
Hvis køleskabet er fyldt, der er masser af valgmuligheder, og der er tid nok til hobbyer og uddannelse, kan mennesker være mere afslappede i forhold til socialt samvær, om ikke andet så på grund af mindre psykologisk stress.
Men hvis begge forældre arbejder otte timer om dagen, og pengene knap nok rækker til det allermest nødvendige, og der næsten ikke er tid eller penge tilbage til familien, til fritidsinteresser og uddannelse, selv efter alt det arbejde, der stadig skal udføres for familien, betyder det i sidste ende ikke kun for den enkelte, men også for samfundet som helhed et stigende stressniveau, stigende uproduktive konflikter og stigende modvilje mod uddannelse og innovation.
Vækstorienterede velstandssamfund afspejler ikke det hele menneskes behov, og som historien i mange lande, herunder Danmark og Tyskland, viser, svarer disse samfunds systemtid ikke til deres krisetid, men halter mindst to generationer efter den.
Det faktum, at vækstorienterede tredjeverdenslande og vækstøkonomier, der er globalt kapitalistisk motiveret/inspireret, bogstaveligt talt er tvunget til at følge disse aldeles usunde eksempler, hvor børnene også bruger mere end halvdelen af deres dag på arbejde og for at bidrage til familiens overlevelse, i stedet for at bruge dagen på systemisk læring og sociale aktiviteter, skaber ikke meget håb om, at de kommende store kriser stadig kan overvindes i tide.
Den økonomiske sektor behøver jo “kun” at lære at være en god økonomi i stedet for at udnytte samfundets medlemmer.
At se vækstorienteret økonomi med Piagets øjne, som antog, at troen på magi var et tegn på den barnlige og ikke den voksne psyke, betyder, at man skal anerkende vækstorienteret økonomi som barnlig, ikke kun fordi dens naive “magi” ikke virker i det lange løb, men også fordi voksne konstruerer virkeligheden i en fælles ansvarlig orientering.
Med hensyn til desillusioneringen af den vækstorienterede økonomi bør det også siges, at velfærdssamfund skal lære at skelne mellem arbejdsløshed med negativt fortegn og arbejdsløshed med positivt fortegn.
Arbejdsløshed med et positivt fortegn bør være en afslappet arbejdsløshed, hvor interessen naturligt kan vokse og føre til politisk engagement, ikke dette socialt forstyrrende klassesociale prekariat, hvis økonomiske funktion primært består i at forbruge billige produkter, der er skadelige for klimaet.
Det hele fungerer som et kynisk, mærkeligt loop, der er resultatet af subsidier og handelsaftaler, skabt ud fra kortsigtede efficiens- og vækstambitioner, som har betydet, at gunstigere produktionsvilkår også kunne føre til billige produkter, mens de har nedlagt indenlandske arbejdspladser og gjort selvforsørgende i andre lande til udnyttede daglejere, der nu igen lever på eksistensminimum.
Vækstorienteret økonomisk aktivitet skal forstås som et tosidet sværd: På den ene side er der utvivlsomt alle de behagelige aspekter af at leve i velstand, som på den anden side opnås på bekostning af dem, der ikke er en del af den.
Udvikling!
Udvikling skal forstås som en beskrivelse og evaluering af kompetence og præstationer, for kompetence og præstationer finder ikke sted socialt uden at beskrive og evaluere, ligesom vi kan tale om ting i lang tid: Så længe beskrivelse og evaluering ikke henviser konkret til kompetence og præstation, giver det kun mening at tale om “udvikling” på papiret.
Udvikling kan bl.a. kendes på, hvordan mennesker håndterer det, de har til rådighed, og hvad de ved, hvad de kan gøre med det, de allerede har.
Således kan man naturligvis beskylde mennesker fra indfødte etniske grupper for at være primitive og uuddannede, eller man kan anerkende, at de har alle de nødvendige færdigheder til at producere alt det, de har brug for, ud fra det, de har at tilbyde, i relativt ubekvemme omgivelser og uden at ødelægge deres økosystem på en sådan måde, at fremtidige generationer ikke vil være i stand til at overleve – noget, vi stadig kan lære meget af, når det gælder om at opbygge bæredygtige og fremtidssikrede velstandssamfund.
At antage, at hvis man begynder at overøse denne menneske med den “materielle velstand”, som vi kender, vil det direkte bidrage til hans eller hendes udvikling, kan ikke kun føre til fænomener som “cargokult”, men også til tab af nyttig og kriserelevant viden – ja, mere endnu:
Historien har gang på gang vist, at sådanne kulturer kan degenerere og endda forsvinde som følge heraf. Hvad dette tab kan betyde, kan forklares ved hjælp af følgende eksempel:
Forestil dig en enorm elektromagnetisk storm fra solen, der rammer det vestlige velfærdssamfund i mere end tre dage. Fra det ene øjeblik til det næste er elektriciteten væk. De sædvanlige forsynings- og kølekæder bryder sammen. Intet internet, ingen mobiltelefoner, intet tv og ingen radio.
På grund af den tabte viden om kriserelateret viden ville dette samfund i løbet af få timer befinde sig i borgerkrigslignende undtagelsestilstande, fordi dets borgere aldrig har lært at arbejde resilient og konstruktivt og kooperativt for det sociale fællesskab i sådanne situationer.
Det bliver særligt vigtigt at indse, at vækstorienterede samfund har det svært ved at tænke socialt og bæredygtigt udviklingsorienteret, hvis vi også tager hensyn til, at en robust, konstruktivt-samarbejdsorienteret social-samfundsindsats i krisen måske stadig kan fungere i landsbyer, men bestemt ikke længere i megaplexen.
Udvikling er et ubehageligt og hårdt arbejde, som modnes ved konflikter. Udvikling er en individuel mental proces, som ikke kan overtages af andre, men som skal ske socialt og i en symbiotisk form af rekursion, fordi mennesker, virksomheder og samfund ikke kan udvikles direkte: De udvikler sig selv og tager borgernes samarbejds- og konfliktvilje som en stimulans til dette. Det er dem, der leverer ideerne og arbejdskraften til udvikling af socialt relevante samfundsmæssige arkitekturer.
Det betyder: Jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og indsatsorienteret det enkelte menneske er, jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og bæredygtigt indsatsorienteret er samfundet – som dermed er i stand til at producere det, der er nødvendigt, og som menneskene har brug for, uden at det skader tredjemand.
For at opnå dette er der behov for et højt niveau af konflikthåndtering, som kun kan opnås af virkelig frie borgere og arbejdstagere, der formår at regulere deres egne ideologiske og opportunistiske impulser.
Hvis sådanne borgere og medarbejdere mangler, vil konflikter, der opfattes som ubehagelige og som bør opstå hvor der tænkes på det væsentlige, i det lange løb være fraværende. Dermed udvikles kompetencerne kun inden for rammerne af systemer, der betinger hinanden gennem middelmådighed.
Vi kan genkende sådanne systemer ved, at de ikke længere kan frembringe produkter, tjenesteydelser, politikker, love og videnskabelige resultater, som faktisk har en langsigtet samfundsmæssig merværdi.
Disse systemer har udemokratiske tendenser, som i sidste ende bliver totalitære, fordi de, der kan bryde igennem disse tendenser, bliver mobbet og udelukket af personer, der er bange for deres egne sociale konsekvenser. Bæredygtige, levedygtige samfund har imidlertid ikke denne frygt.
Det er interessant at se, at borgerne i f.eks. Finland, som har et uddannelsessystem, der fremmer lærelysten, har stor tillid til deres egen regering. Det hænger sammen med, at finnerne arbejder kollektivt, ikke kun på et økonomisk vækstsamfund, men fordi deres systemiske uddannelse hjælper dem med at integrere andre værdier.
Mennesker, der har lov, tid, uddannelse og velstand til at beskæftige sig med andre vigtige ting end arbejde, er mindre mistroiske, om ikke andet fordi de er bedre i stand til at bedømme deres eliter.
Omvendt har systemisk dårligt uddannede mennesker med for lidt tid og endda uden ret til en sådan uddannelse og velstand tendens til at være meget mere mistroiske over for deres eliter, fordi de er mindre i stand til at stole på sig selv, og fordi de har tendens til at opdrage eliter, som også har fortjent deres mistillid.
Det afgørende ved samfund, der går amok på denne måde, er, at de i stigende grad har en tendens til at udelukke netop de mennesker, der kan hjælpe dem ud af dette vanvid: mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, polymaterne og de millioner af børn, der er født som autodidakte.
Mønstret er ikke nyt: Historien er fuld af mennesker, som samfundet – og desværre heller ikke deres medmennesker – ikke havde mod til at værdsætte resten af deres liv. For blot at nævne nogle få navne: Tesla og Cantor er blot to af dem, og Niels Bohr måtte bruge hele syv år på dørsalg og markedsføring for sin kvantefysik.
Det er i dag vigtigere end nogensinde før at finde og fremme ekstraordinære elitemennesker og teams i lyset af de ekstraordinære udfordringer, der følger med klimakrisen – for de finder sted i så komplekse systemer, at vi får brug for alt det, som evolutionen har lagt i os, for at imødegå disse udfordringer på en modstandsdygtig og bæredygtig måde.
Men med den stigende standardisering i industri og uddannelse som følge af fokus på efficiens og hurtigere vækst er mange mennesker mindre og mindre i stand til at tænke i sammenhænge – noget, der i sidste ende også førte til, at den geniale Jacque Frescos egocentrisme ikke blev socialt imødekommet for omvendt at fremme hans store ideer.
Han blev simpelthen isoleret socialt i stedet for at udnytte disse potentialer. Og selv i dag, fem år efter hans død, er der næppe nogen genkendelige opfølgningsprojekter, fordi efterfølgerne ikke kan bevæge sig på det faktuelle plan og i stedet fortsætter med at ideologisere på det relationelle plan.
Især i den nye æra, som vi er trådt ind igennem sammenfaldet af algoritmisering, digitalisering, netværk og globalisering, forhindrer manglende investeringer på de nødvendige steder i uddannelsesformer fortsat akutte løsninger, der er relevante lige nu i lyset af de kommende metakriser.
Det er afgørende, at vi anerkender behovet for at ændre vores tilgang til uddannelse, innovation og samfundsmæssig udvikling for at sikre, at vi kan møde fremtidens udfordringer med den nødvendige kreativitet, resiliens og bæredygtighed.
Resumé og perspektiver
Peter Drucker og Russell L. Ackoff argumenterer i “The Democratic Corporation” (Ackoff Russell L., 1994, The Democratic Corporation) for, at det er vigtigere at gøre de rigtige ting, selv hvis det i første omgang indebærer en ekstra indsats på mellemlang sigt og ofre på kort sigt, end at forsøge at gøre de forkerte ting mere rigtigt. En sådan tilgang kan ofte føre til gentagelse af de samme systemiske sociale problemer, der ødelægger levevilkårene på lang sigt.
At tænke systemisk socialt betyder derfor at gøre det rigtige: Konsekvent at udvikle løsninger, der skaber samfundsmæssig merværdi, tænker systemisk multidimensionalt og ud fra fremtidsperspektiver.
Hvis man ikke gør dette, kan det betyde, at man uhindret lader en konditionering til kortsigtet kontinuerlig øget efficiens tage over, hvilket kan medføre tab af perspektiver for langsigtede samfundsudviklinger og yderligere nedbrydning af demokratier og menneskerettigheder, hvis samfundet tillader røverbaroner uhindret at udnytte velstandsmasserne til deres egen kortsynethed.
For at kunne modvirke demokratiernes og menneskerettighedernes forfald skal samfundet udvikle nye sociale samarbejdsstrukturer, der forebygger cyklisk tilbagevendende problemer og samtidig muliggør for dets medlemmer at realisere sig selv ud fra et frihedsetisk perspektiv.
Derfor er samfundet – fordi det ikke kan opnå dette gennem sine bekvemme masser – afhængigt af eliter, der er i stand til at tænke både reduktionistisk og komplekst.
Disse to tankefærdigheder er afgørende for, at det globale samfund, i et stadig snævrere beslutningsrum, ikke ender i katastrofale tilstande gennem metakriser, som dem der opstår som følge af klimaændringer, og som får dystopier som den set i Hollywoodfilmen “Elysium” til at virke milde i sammenligning.
Det er mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, polymater og autodidakter, de ubehagelige og reflekterende forstyrrere, hvis produkter og tjenester er afgørende for samfundet, som nu må lære at støtte, fordi det er dem, der kan sikre, at menneskelig kreativitet, empati og socialpolitisk bevidsthed kan udvikles.
Og fordi det er disse individer, der bidrager til den højere dimensionering og differentiering, som – hvis samfundet formår at støtte dem og integrere dem på en konstruktiv måde – vil muliggøre udviklingen af en ny form for superintelligens i stor skala, som er afgørende for civilisationens og samfundets overlevelse.
For at sikre en sådan succes afhænger alt af samfundets vilje til aktivt at støtte det, der fremmer systemiske og multidimensionelle løsninger til social merværdi og udvikling, skabt ud fra et fremtidsperspektiv. En sådan interesse kan kun trives i samfund, der er villige til at reflektere og handle i overensstemmelse med de principper, jeg har skitseret.
Vidste du at?
Essayen blev offentliggjort af det mest anerkendte og prestigefyldte tyske videnskabelige fagforlag, kendt for sin stringente peer review-proces og bidrag til akademisk ekspertise.
Du kan finde mit essay her
Literatur
y Gasset, 1964, Massernes oprør
G.Peyn, R.Peyn, Dr. Irmela Nagel, 2018, Argumente für den schrittweisen Um- und Abbau von Harz IV
G.Peyn, R.Peyn, 2017, Unveröffentlichter Artikel, persönliche Vorabeinsicht 2021
G.Peyn, R.Peyn, 2018, Wirklichkeitsemulation – zum Begriff
Ackoff Russell L., New York 1994, The Democratic Corporation
