On-Demand Improvements

Essensen af begrebet udvikling

Fra skolen til krigsfronten

Desværre er dette stadig tilfældet for mange unge mennesker rundt om i verden i dag. Set fra et metaperspektiv ser det ikke ud til, at der er sket store ændringer siden de sidste frygtelige verdenskrige.

Et mærkeligt loop af tilbagevendende mønstre, som ser ud til at udgøre den sociale sameksistens, hvor man kan få det indtryk, at der først skal ske ødelæggelse, for at noget nyt kan opstå.

På trods af alle de teknologiske opfindelser, som civilisationen har produceret i de sidste 150 år, er spørgsmålet dog, hvad det er, hvis ikke udviklingen, der forhindrer samfundet i at etablere systemtidsfunktionelle løsninger, der gør det muligt at komme ud af dette mærkelige selvdestruktivt loop.

Udvikling er uden tvivl et af de emner, der indtager en helt særlig plads for mig som autodidakt. Især når samfundet står over for komplekse, indbyrdes forbundne problemer, som, uanset om vi vil indrømme det eller ej, er ved at blive en global eksistentiel risiko, mener jeg, at det er særlig vigtigt at fokusere på udvikling.

Jeg holder med Albert Einstein, da han sagde, at det er den reneste form for vanvid at lade alting være, som det er, og samtidig håbe på, at denne adfærd vil ændre sig.

"Den reneste form for vanvid er at lade alting være som det er og samtidig håbe på, at noget vil ændre sig."

Udvikling - Et hjertesag

Med øjnene rettet mod de aktuelle komplekse, indbyrdes forbundne problemer bliver det klart, at civilisationen står over for et rod af dilemmaer, som vi må vide, at de umuligt kan løses med en tankegang, der har været med til at skabe dem.

For at igangsætte en modbevægelse, der støtter samfundet i udarbejdelsen og gennemførelsen af systemiske og tidsmæssigt funktionelle løsninger, skal nye systemiske og videnskabelige uddannelsesprogrammer for udvikling finde deres vej ind i samfundet.

En af opgaverne i disse nye systemiske og videnskabelige uddannelsesprogrammer er at genaktivere både den medfødte nysgerrighed og evnen til at håndtere kompleksitet, som er gået tabt gennem komplekse tilpasningsmekanismer.

Og fordi det er en hjertesag for mig at arbejde på nye løsninger i disse kooperationer, og fordi dette arbejde er iværksat af en bevægelse, der bl.a. bæres af mobiliserende idéer – det er idéer, der ifølge José Ortega y Gasset inspirerer folk til at handle – vil jeg i denne artikel fortælle en lille historie, som kunne få en anden til at gå til bunds i betydningen af udvikling.

Jeg fortæller også denne historie, fordi den er en af de få, der motiverer mig til at reflektere over min egen tankegang, mine egne fordomme, mine egne ideologiske impulser og mit verdensbillede. Dette refleksionsarbejde er et nødvendigt grundlag for udviklingen af nye funktionelle løsninger.

Eller som min gode ven Gitta Peyn siger: “Kritik uden selvkritik bygger ikke kun fængsler for andre, men også for en selv.”

Overraskende udfordret

I 1942, i en alder af 23 år, da han netop havde afsluttet sine arkitektstudier og var midt i sine filosofistudier, modtog Russell et brev, der begyndte med ordene “Vi hilser på dig”. Det var indkaldelsen fra de amerikanske militære styrker, som skulle afbryde Russell Ackoff ’s filosofistudier for det, der måske blev hans vigtigste opdagelsesrejse.

Russell arbejdede først i 4. pansrede division, hvor han hurtigt blev sergent og derefter tjente i ingeniørkorpset, hvor han snart blev udstationeret på Filippinerne. Der arbejdede han først og fremmest med teknisk rekognoscering og krigsrelaterede infrastrukturprojekter.

Mod slutningen af krigen blev ingeniørkorpsets opgaver i stigende grad flyttet til mindre oprydningsoperationer, så den øverstbefalende general sendte Russell tilbage til hovedkvarteret for at påtage sig nye opgaver. Da Russell blev præsenteret for den øverstkommanderende general, blev han først konfronteret med generalens kritiske spørgsmål om hans karriere og kompetence med hensyn til militær arkitektur.

Russell fortalte om den forholdsvis korte tid, han havde kunnet bruge på praktiske arkitektopgaver, inden han gik ind i krigen, og om det halvandet år, han havde brugt på at bygge et træningscenter i 4. panserdivision. Tilfreds med hans første resultater, men især fordi den aktuelle situation krævede en arkitekts evner, fortalte den øverstbefalende general om sin plan om at bygge et rekreationscenter på en af øerne for op til 600 soldater, der var udmattede af krigen.

For Russell, der var ret kedet af oprydningsarbejdet, var dette en passende lejlighed til at videreudvikle sine egne evner som arkitekt. Han svarede “ja”, men ville samtidig vide, hvor mange ingeniører han ville blive tildelt. Men straks med det første svar fra hans overordnede forsvandt den første eufori og gav plads til de første svedperler.

Vær nu ikke fjollet! Jeg har ikke råd til flere ingeniører. Du skal nok få penge til at betale 250 lokale til at hjælpe dig med at bygge den,” lød det kortfattede, autoritative svar fra den øverstbefalende general.

Russell spurgte derefter, hvordan han kunne organisere 250 lokale uden at kunne tale deres sprog, hvorefter hans overordnede gav ham en oversætter. Men Russell, der var synligt anspændt, bemærkede, at det ville være umuligt på så kort tid at vurdere de indfødtes evner og slet ikke lære dem at bygge huse i amerikansk stil. Den øverstkommanderende generals svar var som forventeligt kortfattet: “Jeg troede, du var uddannet arkitekt? Så find ud af det!”

Russell blev udfordret af svaret, men ville i det mindste vide, hvor mange materialer han ville få af militæret til at bygge fritidscentret. Hans overordnede svarede igen kortfattet: “Vær ikke fjollet! Jeg har ikke råd til at bruge flere penge på materialer!” Russell blev udfordret af svaret, men ville i det mindste vide, hvor mange materialer han ville få af militæret til at bygge fritidscentret.

Russell spurgte igen højlydt, hvordan hans overordnede general havde forestillet sig at bygge et rekreationscenter til 600 soldater uden at få de nødvendige materialer. “Hvordan tror du, at de lokale bygger deres huse? Tag derhen og find ud af det!” var generalens sidste svar, som afsluttede samtalen.

Udvikling: et spørgsmål om læring

Tidligt næste morgen begav Russell sig med sin nye tolk og to militærpolitifolk ud for at udforske området omkring den valgte byggeplads. Ikke langt derfra kom de til en landsby bestående af enkle hytter af bambus, bygget på pæle. Ved hjælp af tolken forhørte Russell sig om de bedste bygherrer i landsbyen, og efter nogle drøftelser blev begge parter enige om, at Russell først skulle bo hos de lokale i et par uger for at få et bedre indblik i deres byggemetoder.

I de følgende dage observerede Russell de indfødtes byggemetoder og bemærkede, at deres huse kun var lavet af tre materialer: Palmestammer til underkonstruktionen, bambus til at støtte vægge og tag og græs, der blev vævet sammen og brugt til at dække taget. Men denne byggemetode havde også sine faldgruber, for så snart husene havde stået et stykke tid, blev de mere og mere skæve.

Dette skyldtes hovedsagelig, at græsset, som også blev brugt til at forbinde de tværgående bambusbøjler, havde tendens til at udvide sig efter kort tid på grund af den lokale fugtighed. Den modgående vind gjorde så resten, så husene efterfølgende blev skæve.

Løsningen på byggeproblemet blev hurtigt fundet i de utallige kabler, der var blevet lagt over hele øen under krigen til kommunikation og elektricitet. Efter kun få forsøg fandt man en teknik til at knytte disse kabler på en sådan måde, at bygningsstrukturen kunne modstå vejrliget.

Kort efter stod Russell over for det næste problem, for de soldater, der skulle komme til rekreation, ville have brug for en stor dok til at lægge til, svømme, dykke og fiske. Men fritidscentret skulle bygges ved en flod, som på grund af tidevandet nogle gange havde mere og andre gange mindre vand. Mere præcist skulle Russell finde en måde at bygge en dok på, som nemt kunne modstå den 2½ meter høje højdeforskel.

Men Russell fandt også løsningen i det materiale, som militæret havde efterladt på øen. Ved hjælp af små bure af bambus fik Russell 55 tomme olietønder sat fast på undersiden af molen. På denne måde kunne molen altid opfylde sin funktion på trods af tidevandet. Det tredje store problem opstod imidlertid, da Russell begyndte at tegne selve rekreationscentret.

Ud over forskellige små sovesale og aktivitetsrum skulle der også være en fælleshal til alle soldaterne, og den målte 12 x 18 meter. De største tilgængelige bambustræer var imidlertid kun 6 meter lange, og bambus på øen blev i gennemsnit kun 4,5 meter højt.

Hvordan kunne man bygge et tag med et sådant 12 meter bredt spænd på 12 meter? Svaret blev fundet i traditionen med bindingsværksbyggeriet. Nu da Russell havde fået alle de store tekniske problemer ud af verden, ansatte han 150 lokale mænd og 100 lokale kvinder.

Mændenes opgave var først at fælde palmer til underkonstruktionen og at skaffe bambus til selve konstruktionen. I mellemtiden havde kvinderne travlt med at væve store måtter af græs, som senere skulle bruges som vægbeklædning, skillevægge og tagdækning.

Allerede i løbet af de første dage af den egentlige byggefase samledes flere og flere andre lokale beboere for at betragte bygningens fremskridt med vantro. Og mod slutningen af byggefasen var der op til 2.000 mennesker om dagen, som med stor begejstring undersøgte især bindingsværks-konstruktionerne, som de aldrig havde set før.

Da byggeriet af rekreationscentret var afsluttet, vendte alle de gamle og nye bygmester tilbage til deres landsby. Med dem: alt det nye, de havde lært. De begyndte straks med at rive deres gamle huse ned og bygge dem op fra bunden, mere stabile og rummelige.

Russell var synligt forbløffet og havde lært flere ting, som skulle følge ham gennem hele livet. Især hvad begrebet “udvikling” indebærer:

"Udvikling har ikke noget at gøre med, hvor meget man har, men med, hvor meget man forstår at gøre med det, man allerede har. "

Refleksion

Som afslutning på denne artikel vil jeg gerne opfordre til følgende:

  • Reflektere over, hvad samfundet allerede har, og at bedre anvendt kan etablere systemtid funktionelle løsninger, der gør det muligt at komme ud af denne mærkelige selvdestruktive løkke, som civilisationen befinder sig i

  • Reflektere over, hvilke hindringer der er for at samfundet ikke kan etablere funktionelle løsninger

  • Reflektere over, hvilke af disse hindringer du og din virksomhed kunne tage fat på, og hvad holder jer tilbage? Og hvad skal du så gøre ved det?
  •  

Husk: Effektiv ledelse fokuserer altid på, hvordan fremtiden skal være, og hvilke skridt det er værd at tage for at komme så tæt på som muligt.

LinkedIn
Facebook

Dominik Ortelt

Dominik kombinerer over 20 års interkulturel erfaring med en dyb forståelse af organisatorisk og social udvikling. Han er anerkendt som en polymat og systemtænker og bruger sin unikke blanding af internationale certificeringer til at mestre komplekse udfordringer. Med sin ekspertise i systemisk tænkning og Monozukuri-filosofien, den japanske original bag Lean, driver han bæredygtig udvikling i organisationer og etablerer nye kvalitative standarder for ledelse og samarbejde.

Flere relaterede indlæg

Systemtænkning

Hvad er kompleksitet og hvordan kan du lede dig selv og andre bedre i den?

Systemtænkning

Hvordan emergens fungerer, og hvad vi kan bruge den til

Systemtænkning

Essay: System:Tid – En kort historie om emergens

Seneste

Lean Thinking

Monozukuri, Japans filosofi og dens potentiale for Danmark

Systemtænkning

Hvad er kompleksitet og hvordan kan du lede dig selv og andre bedre i den?

Systemtænkning

Hvordan emergens fungerer, og hvad vi kan bruge den til