Flere og flere danske virksomheder har en tendens til at bruge en uformel omgangstone som et særligt kendetegn i jobannoncer. Antagelsen er, at dette vil tiltrække nye talenter og nye nødvendige problemløsningskompetancer ind.
Dog ser det ud til at HR-afdelinger, rekrutteringsbureauer og virksomheder ofte er uvidende om de negative konsekvenser, der kan opstå, hvis man forsøger at undgå eller endda fjerne den personlige distance.
Denne tendens er et resultat af globaliseringen af velstandssamfundene, hvor mange er overvældet af kompleksitet og står overfor nye sociale udfordringer, som de ikke er forberedt på.
Den sociale hjerne æder den rationelle hjerne og emotionalisering erstatter den kompetente debat. Det skaber naturligvis et behov for at skabe en sociale atmosfære, hvor alle føler sig så godt tilpas som muligt.
Problemet er, at, hvis vi forsøger at gøre dette, er det ikke længere muligt at skabe en exceptionel præstation, fordi den skal være forbundet med konflikter, bryde tabuer, overvinde tabsafvisninger og have lov til at provokere.
Men hvor alle skal føle sig godt tilpas, må heller ingen ikke føle sig utilpas, og på den måde elimineres en af de vigtigste årsager til menneskelig og dermed organisatorisk og økonomisk udvikling:
Nemlig den konflikt, der udspringer af den form for individualitet, der søger og ønsker at konfrontere sine egne kognitive udviklingsmuligheder.
Hvor man ofte med den mest simple retorik forsøger at undgå enhver udfordring på det faktuelle niveau ved at skifte til det relationelle niveau, mister organisationer gradvist flere og flere kompetencer for fremtids- og overlevelsesevne gennem triviel psykologisering.
Hvorfor?
Fordi middelklassens kreativitet ved lige så lidt som middelklassens psykologi om, hvordan kriser fungerer – en viden, der bliver mere og mere nødvendigt i dag end nogensinde før.
Den uformelle tone virker som om den nedbryder grænser mellem mennesker, mens den i virkeligheden opbygger nye grænser, nemlig grænser for alt det, der opfattes som forstyrrende for denne tone.
Når den uformelle tone bliver standardiseret, kan den også bruges til at ompakke årtier gammel viden:
Den bliver opgraderet via psykologiserende sprog med feel-good-programmer, og som følge af dette bruger organisationer millioner på at lære medarbejderne ting, som ikke blot er gamle nyheder, men som nu er pakket ind i et sprog, der ikke længere kan afspejle kompleksiteten af denne viden.
Derudover skal der læses bøger og bookes workshops for at lære at filtrere den ubrugelige viden og al den støj, der følger med mere uformel interaktion, fra, så det stadig ser ud til, at man i det mindste tager virksomhedens mål alvorligt.
Når det først er lykkedes virksomheden at finde denne problemløsningskompetence, viser fokus på den uformelle tone sig at være katastrofalt senest når denne kompetence ønsker at bruge sine færdigheder, sin smidighed og sit talent til at løse et tværgående, flerdimensionelt problem på tværs af afdelinger.
Mens denne kompetence stadig har travlt med at bruge empirisk evidens og formelle spørgeteknikker til at opsummere de systemiske forhold og sætte dem på en whiteboard-tavle på en forståelig måde, bliver den formelle proces, der er nødvendig her, så følelsesmæssigt bagatelliseret af psyker, der er optaget af sig selv, at det næppe er muligt, at der i sidste ende kommer systemisk bæredygtige løsninger til.
Det bliver særligt interessant, når den formelle vej får tilhængere af den uformelle tone til at søge den uformelle vej blandt kolleger og overordnede – hvorigennem fænomener som gruppedannelse og mobning også opstår – for at blokere den formelle løsningsproces, der truer med at afsløre og afhjælpe svaghederne i systemet og de interne magtkampe.
Når sladder på gangen udvikler sig til mobning af kompetencer, er organisationen tabt.
Kompetente observatører opdager senest på dette tidspunkt, at deres medbragte kompetencer ikke er tilstrækkelige til at få styr på det tværfaglige problem, hvor aktørerne kæmper med deres egne følsomheder.
Erhvervslivet beskylder nu kompetencen for manglende empati og soft-skills og holder den næste kognitive udviklingsblokade i hånden i form af coachingtilbud og autenticitetskurser rettet mod psyken.
Men det tager kun et par minutter at tænke over det, før man indser, at troen på autenticitet er netop det: en tro. Fordi mennesker opfører sig systemspecifikt og miljøorienteret. Med andre ord, altid forskelligt alt efter konteksten.
Det er denne form for simpel logisk refleksion, som i stigende grad mangler for at slippe ud af middelmådigheden, der som her, i denne tekst og i forbindelse med fokus på den uformelle tone, forhindrer fremkomsten af bæredygtige virksomheder og socialt acceptable produkter.
Hvis du nu er på udkig efter mere kognitiv irritation, der kan hjælpe dig med at skabe flere dimensioner i din tænkning, så kontakt mig idag.